|
I det gamle mejeri i Kongeådal var der i foråret og først på sommeren stor aktivitet.
Flyttemanden bar talrige kasser med utallige bøger ind i bygningens sydlige ende.
Naturligvis også møbler og hvad der ellers hører til en velindrettet lejlighed.
Når jeg gik forbi, kunne jeg se en ældre kvinde gå omkring i lejligheden og indrette
sig med møbler, kunstgenstande og bøger. En dag ringede Sigård (ejeren af det gamle
mejeri) og fortalte, at Jolanda Rodio, som var flyttet ind i mejeriet, gerne ville
have mig til at se på nogle bøger, som hun ikke havde plads til, og som vi måske
kunne bruge i skolen.
Jeg kiggede ind for at høre nærmere. Jeg bandt hunden udenfor, for det skulle
ikke tage lang tid at se på et par bøger, men der tog jeg fejl. Ikke fordi bøgerne
tog tiden, for det nåede vi næsten ikke til, men der var meget andet , som Jolanda
Rodio kunne berige mig med. Lidt af det skal jeg her bringe videre til sognebladets
læsere. Før jeg går videre, skal jeg lige af hensyn til eventuelle hundevenner fortælle,
at hunden ikke fik nogen lang karriere som lænkehund, for …… Jolanda insisterede på,
at den skulle indenfor, hun er nemlig meget glad for hunde og andre dyr. Kun heste
tør hun ikke komme i nærheden af, for hun er som barn blevet bidt af en hest. Hvis
nogen vil hjælpe hende af med denne angst, vil hun blive glad, for hun synes, at
heste er kønne dyr, og hun ville gerne klappe en hest.
Jolanda Rodio er født 1914 i Zürich i Schweiz, hvor hendes far, som var italiener,
arbejdede med tekstilforarbejdning og -indkøb. Jolanda var meget interesseret i
musik og ønskede at dygtiggøre sig til en karriere som musiker i en tidlig alder,
men faderen sagde: "Vi er ikke kunstnere i vores familie, vi er modtagere af kunst."
Derfor var det en regel i hjemmet, at man en gang om måneden var i teater og til koncert.
Den lille pige var glad for disse oplevelser, og kunne på klaveret efter gehør spille
temaer fra koncerterne. I hjemmet i Zürich voksede hun op sammen med sin to år ældre
bror, der er ingeniør, og har brugt meget tid på at bore huller i Andesbjergene,
for at skaffe vand til argentinerne.
Jolanda var meget sportsinteresseret og fik lov til at dyrke denne interesse, det
var tennis og bjergbestigning, og hun trænede på et tidspunkt til kanalsvømning,
jo større udfordringer jo bedre, når bare det ikke var heste.
I 1938 døde moderen, og Jolanda flyttede til Danmark med sin danske mand.
I 1944 blev hun skilt. Hun havde da to små børn, og en stor lyst til at gøre noget
ved musikken. Hun fik lov til at gå til optagelsesprøve på konservatoriet i København.
Hun gik og sang og spillede, og blev optaget med fagene klaver og sang. Hun var da 30 år,
mens hendes medstuderende var 13-15 år.
"De læste deres første kærlighedsbreve, mens jeg stoppede strømper,"
fortæller Jolanda. Hun var så heldig at kende et barnløst par, som tog sig meget af
det yngste barn, familien fungerede som en slags dag og nat plejefamilie.
Efter tre år afsluttede hun konservatorieuddannelsen som koncertsanger og klaverpædagog.
Nu gik turen til Paris til den store musikteoretiker og fortolker, Nadia Boulanger.
Ved venners mellemkomst fik hun lov til at synge for Nadia Boulanger, som ellers
mente at Jolanda var alt for gammel til, at komme i betragtning som medvirkende
i Nadia Boulangers ensemble. Tre dage inden skulle Jolanda have sin introduktionskoncert
i Paris med den græske prins som protektor. Hun faldt ned ad trappen og brækkede et ben.
På hospitalet sagde hun, at hun ikke havde tid til behandling, "for jeg skal
synge i morgen og foresynge i overmorgen." Lægen spurgte, om hun skulle
synge Den flyvende Hollænder - og hvis ikke, så skulle det nok gå. Foresyngningen
gik godt og Jolanda blev optaget i Boulangers ensemble. Hun har altid haft svært
ved at lære udenad. Brahms' Ernste Gesange kunne hun synge til hver en tid, men
så snart, der var publikum gik det galt. Nadia Boulanger forlangte nu, at Jolanda
skulle synge Ernste Gesange til en koncert - uden noder. Den første del af koncerten
gik fint, men så snart de kom til Brahms, gik der en klap ned, indtil Nadia Boulanger
trak et stykke nodepapir lidt frem bag de øvrige noder. "Så tænkte jeg,"
siger Jolanda," hun har noderne med alligevel, og så sang jeg. Senere viste
det sig, at det var helt andre noder, hun havde trukket frem."
I Paris blev Jolanda fanget af den helt nye musik, tolvtonemusikken, som ikke har
dur og mol. Hun mødte Marya Freund, som havde turneret i USA med selveste Schönberg,
der regnes for den nye musiks far. Af Marya Freund lærte hun at synge som Schönberg
ville have det, den såkaldte Sprechgesang (talesang).
En gang blev hun af Nadia Boulanger sendt hen til den kendte komponist Pierre Bouleze.
"Syng lige det her!" sagde han. Det var noget han netop havde lavet, men
Jolanda brød sig ikke om tonesproget. Hun forstod det ikke, så hun var glad, da Bouleze
til den 5. prøve fortalte, at en tysk sangerinde meget gerne ville synge musikken.
Senere hørte Jolanda en indspilning af netop dette stykke musik, "Le marteau
sans maître", som var helt forkert i forhold til Boulezes ønsker. Det fik
Jolanda til at stifte ensemblet Prisma i København. Dette ensemble fremførte ny musik.
I den forbindelse skrev hun til Bouleze vedrørende en tone over to takter, som skulle
gå en kvart tone op og en halv tone ned og spurgte hvorledes dette skulle udføres.
Han svarede blot: "Gør som du vil." Det gjorde hun så, men hun var skuffet
over at komponisten ikke havde en mere klar formening om den musik, han havde komponeret.
I 1968 flyttede Jolanda Rodio igen til Schweiz, hvor hun begyndte et spændende
pædagogisk arbejde, som jeg vil fortælle om i det næste sogneblad.
|