|
Som lovet i sidste nummer ville jeg besøge Jolanda Rodio for at høre om hendes
mølle i Schweiz og det pædagogiske arbejde med børn og teater. Og jeg kan ligeså
godt indrømme det med det samme, der kommer nok endnu et afsnit i et senere sogneblad.
Problemet er, at Jolanda har så meget at fortælle og er så optaget af arbejdet, at vi
kommer til at diskutere og uddybe mange idéer og eksempler af fælles interesse, og så
er der pludselig gået to timer. Denne gang tror jeg, at jeg fem gange sagde, nu må vi
have det i kronologisk rækkefølge!
Først spurgte jeg: Hvorfor tog du til Schweiz i 1968.
Det skyldes en holdning, som skolerne efterhånden fik og 80 % af lærerne. Jeg var
ved at flyve i luften over den frie opdragelse, som kom fra den engelske skolemand
A.S. Neil. Disse lærere havde ikke forstået hvad frihed er. Når man lader børnene
bestemme frit, vælger de det, der optager dem i øjeblikket. Det, der hidser dem op,
men der er ingen hold i det, de bliver hurtigt trætte af det. De vælger ikke det,
der er i børnene.
En anden ting var, at jeg arbejdede med musikundervisning ved Ålborg og Hjørring
seminarium. Nogle lærere dér ville gerne lære om den moderne musik. "Så laver vi
et kursus her", sagde jeg. "Nej, nej, det kan vi ikke, det må vi ikke, det bestemmer
de i København. Jeg tog til København til lærerhøjskolens rektor og spurgte, om vi
kunne lave et kursus i moderne musik i Nordjylland. Rektor sagde, at det kunne ikke
lade sig gøre. "Tak", sagde jeg og tog hjem til Ålborg, men først tog jeg ud til
Niels Bohr, som var min gode bekendt, vi var ofte sammen ved receptioner på ambassader
o.l.. (Jolanda er Ridder af Dannebrog, red.) Men nu skal du høre, Niels Bohr havde
et sommerhus i Nordsjælland, dér havde han de største og flotteste brombær, jeg
nogensinde har set. Der inviterede han sine medarbejdere ud for at plukke brombær,
og når de så plukkede, stillede han dem vanskelige tekniske spørgsmål. Når de så
stoppede plukningen for at tænke over spørgsmålene, sagde han: "Nej, bliv ved med
at plukke, du skal kunne gøre begge dele, man skal kunne bruge hænderne og hovedet
samtidigt."
Nå men jeg var vred på lærerhøjskolen, og Niels Bohr spurgte, om han skulle gøre
noget for mig, men jeg sagde nej, det her var min egen sag. Ja, og ved du hvad,
en anden gang sendte han mig en medarbejder, Kalka, som skulle undervise mig i
fysik. Jeg ville så gerne forstå det.
Da jeg kom til Ålborg lavede jeg kursus i moderne musik, det gik fint, men det
var en skandale, at de ikke kunne bestemme i København. Da jeg rejste, spurgte
jeg i København om de ville have kurset.
I 1972 ankom Jolanda til den forfaldne mølle Lützelflüh, som hun havde udset til
kursussted. Hun havde 500 frcs og hun skulle udbetale 25.000 frcs. "De skulle
betales tirsdag kl. 17, og mandag kl. 17 havde jeg ingen penge, men jeg havde
en elev, han sagde: "Jeg kender én, som har 30.000 frcs."
Men det var langt væk, så jeg måtte køre alt, hvad jeg kunne hen til denne familie,
som jeg ikke kendte, men de troede på min idé, så samtalen sluttede med at fruen
spurgte: "Vil du havde dem i check eller kontanter?" "Tak, helst i kontanter",
sagde jeg. Og så kørte jeg hjem til Emmen og betalte møllen. Jeg flyttede ind med
det samme og købte et par store Sc. Bernhardshunde. Jeg havde også katte og over
100 rotter, men så skrev jeg til Københavns havnemyndigheder, og de sendte mig rottegift.
Møllen blev restaurere bl.a. ved hjælp af narkomaner, som skulle afvænnes og
alkoholmisbrugere. De sidste var de værste, fortæller Jolanda. En af de værste
måtte hun slå i hovedet med en flaske, så den gik i stykker, men hovedet holdt.
Det var en forfatter. Hun besøgte ham, da hun flyttede fra Schweiz. "Tak for den
sidste flaske", sagde han.
Efterhånden kom hun ind på at arbejde med børnedramatik. I Schweiz har alle
skoleklasser en uge, hvor de rejser til en anden egn i landet. Landschulewoche,
hedder det. Børnene fra landet kommer til byen og bybørnene kommer på landet.
Jolanda arrangerede dramakurser af en uges varighed. Først var der kurser for
lærere og pædagoger, så de kunne se, hvad det drejede sig om. På et af kurserne
deltog en lærerinde (det må man godt kalde kvindelige lærere i Schweiz). Denne
lærerinde sagde efter et par dage, at disse ting med akrobatik og dramatik var
vældig spændende, men hun troede ikke, at de kunne lade sig gøre med en skoleklasse.
Selv havde hun en klasse, som kom fra et velhaverkvarter. Børnene var forkælede og
øretæveindbydende. "Lad dem komme", sagde Jolanda. Og de kom. Der var 30-35 børn i
klassen, klokken 10 mandag formiddag blev de afleveret af forældrene i store
Mercedes- og Bugattibiler. "Jeg sagde goddag, men de virkede ikke særlig venligtsindede.
De fik lov at gå ind for at tælle gulvplanerne i møllen, og så skulle de komme ud igen.
En lang tynd fyr var ordfører: "Vi har kigget, men vi gider ikke fortælle om det."
Jeg sagde: "Så går vi ind." "Nej, vi har pause! Vi smadrer ruderne ellers!" "Jamen
jeres forældre har en forsikring, så det kan du ikke true mig med. Jeg vil gerne
have at I laver noget. Hvad kunne man spille?" "Vi kunne slå noget i stykker. Vi
gør ingenting!" "Det er ok, så bare sæt jer. Men jeg har en regel, I må ikke gå ud,
og I må ikke skrige og råbe op, og det I gør vil blive brugt i teaterstykket.
Nu sætter jeg mig her på trappen, så kan I komme, når I har en idé."
Fra 11.30 til 13.30 var der middagspause. Så sad vi der igen. Der skete ingenting,
ingen idéer, kl 17.30 sagde jeg tak for i dag. Lærerinden var bleg, hun spurgte:
"Hvad laver du da?" Bare tag det roligt, vi har en hel uge." Så sagde jeg til børnene:
"I må ikke komme herind i aften, og I må heller ikke kigge ind, for det vil forstyrre
det akrobatarbejde jeg skal lave med et hold voksne elever." Mange af dem gemte sig i
salen for at kigge på.
Næste morgen begyndte som eftermiddagen var sluttet, ingen ville noget. Lærerinden
kunne næsten ikke klare mere. Jeg sagde til hende: "Hvis det er for slemt, må du gå
en tur med min hund."
Efter middagspausen sad vi der igen kl 13.30, det var det samme som før. Så kl
14.30 - jeg glemmer det aldrig - så kom en elev hen til mig: "Vi har talt sammen,
og vi vil gerne gøre akrobatik, som du gjorde i går aftes." Jeg knækkede sammen af
grin. Men så sagde jeg ok, men først skal jeg have orden på jer og se hvad I kan.
Vi begynder med at lave kolbøtter. Jeg viste dem en kolbøtte, som ville gøre ondt.
Jeg sagde: "Jeg vil ikke høre noget om, at det gør ondt. Det gør det ikke, men I
har for stor en kæft!"
Det gik fint, indtil der kom en lille fyr: "Jeg laver ingen kolbøtte!" "All right"
sagde jeg, og gik hen på min plads, "så stopper vi!" De andre råbte, at han skulle
lave kolbøtten, til sidst gik den lange tynde hen og fik ham til at lave kolbøtten.
Så fortsatte vi. Næste omgang var træning til flikflak. Da den lille kom, sagde jeg:"
Stop, jeg vil ikke have den samme ballade som før." Så byggede vi pyramider i tre lag.
Efter en times hård træning kom den lange: "Hvornår får vi pause?" "Pause?! sagde
jeg, vi får maden senere i dag, og så må I træne i aften, for vi er bag efter."
Så sagde han: "Vi har en idé til et teaterstykke. Det skal være om en fransklærer,
der forfører pigerne i klassen og trækker dem ved håret ned ad trappen til fyret
og brænder dem. Imens spiller drengene fodbold. Hver gang der er mål og publikum
råber, myrder læreren en pige. Hvad sker der, hvis der ryger en rude, når vi spiller fodbold?"
Fredag kom den lange igen. "Må jeg spørge dig om noget? Må jeg bede dig om at tage
tid på, hvor lang tid det tager for fransklæreren at gå ned med pigen."
Et af Jolandas principper var, at hvis børnene spurgte om noget, som de selv skulle
kunne tænke sig til, svarede hun dem ikke.
Om lørdagen skulle stykket opføres, børnene skulle klare det uden papir, for intet
var skrevet ned. Kl 7.30 om morgenen kom de: "Vi vil tage pænt tøj på, kan du sige os,
hvordan man anviser plads." "Det må I selv finde ud af." Hvordan skal vi nå at få
klædt om?" "Ja, det må I selv finde ud af." Og de satte sig ned og snakkede om det,
og de fandt ud af det. Forældrene kom i deres flotte biler og blev anvist pladser
med "madame so und so". De kunne se både fodboldkampen og fransklæreren fra tilskuerpladserne.
Og der blev klappet. Det bedste for mig var, da den lange kom bagefter og holdt en tale: "
Det var røv kedeligt at være her i begyndelsen, og der var to dårlige steder i stykket.
Vil du vise vores lærerinde, hvordan hun skal lære os det, så vil vi opføre stykket
hjemme og sende dig pengene til din have."
Der kom virkelig 200 SFr. og en anmodning om, om de måtte komme og hjælpe mig med
møllen og få lidt undervisning."
Ovenstående forløb er et godt eksempel på Jolandas child-drama kurser. Det er
meget bevidst, at hun ikke vil blande sig i hverken handling eller udførelse af teaterstykket,
for det væsentligste er, at alt bliver udtryk for hvad børnene eller de unge har i sig,
og hvad de har behov for at udtrykke. Derimod tilrettelægger hun det, der går forud,
hvor kroppen, vejrtrækningen og koncentrationen trænes gennem mange øvelser.
Hermed slutter jeg denne gang. Ved en senere lejlighed kunne der måske blive tale
om at få Jolanda Rodio til at fortælle lidt om oplevelser i forbindelse med de mange
koncerter hun har medvirket i og måske et par træk fra krigens tid, hvor hun en tid
var kurér i modstandsbevægelsen.
|